Har du en dejlig Cavalier og tænker på, om du skal prøve at udstille den, bare en gang eller to, så er her en vejledning i, hvordan du kan komme godt i gang.
Træning Det første, du kan gøre, er at undersøge, om der findes et hold med ringtræning i nærheden af dig. Til ringtræning lærer man, hvordan man viser sin hund på en udstilling. Det første, der skal trænes, er at hunden kan gå i trav på din vestre side, for forholdsvis løs line. Så skal den kunne stå, nogen kan bedst lide, at hunden står frit foran en, andre sætter sig ned og ”holder” hunden i stå. Men det bedste er klart, at hunden kan stå frit, da den på den måde også vil stille sig naturligt op og vise sig fra sin bedste side. I starten er det ikke så vigtigt, om et ben står lidt skævt, det vigtigste er, at hunden får en god oplevelse, så kan man altid senere begynde at rette på den. Det næste, den skal lære, er at stå på et bord og blive mærket igennem og få tjekket bid/tænder af dommeren. Her er det vigtigt ikke at presse hunden, så den begynder at trække sig. En god ide er at starte der hjemme, når I sidder i sofaen eller lign., hvor du løfter læberne stille og roligt, så hunden vænner sig til at blive pillet i munden. Der bliver ikke stillet så store krav til baby og hvalpe klasserne, de er ment som en træning for hunden, så disse klasser er ikke officielle, men det er selvfølgelig stadig godt, at hunden kan gå i linen og stå på bordet.
Klar med din hund til udstilling?
Klik her for at folde alle sektioner ud, eller klik på de enkelte sektioner for vise/folde ud enkeltvis.
Holder til nummerskilt - Der kan købes mange forskellige
Det er også muligt at bruge en helt alm. elastik
Tilmelding Når du så mener, I er klar til at komme på udstilling, så kan du på www.cavalierklubben.dk under udstillinger se de kommende udstillinger. Når du skal tilmelde, går du ind på www.hundeweb.dk under tilmelding til udstilling. Der vælger du racen (Cavalier King Charles spaniel) og trykker ok. Så kommer alle udstillinger for det næste år frem. Du vælger så, hvilken udstilling du vil tilmelde til og så hvilken hund og klasse du vil tilmelde. Så længe din hund er baby, hvalp eller junior, hjælper systemet dig, da det ved hvor gammel din hund er.Når alt dette er ordnet og betalt, får du en bekræftelses-mail fra DKK. En uge før udstillingen modtager du det, vi kalder PM, det er en mail med jeres startnummer og praktiske informationer.
Klargøring Dagen før udstillingen er det en rigtig god ide at vaske og børste din hund, så den ser så godt ud som muligt, og det er også lidt rarere for dommeren at røre ved en ren hund. Du skal huske at printe jeres startnummer ud, pakke udstillingsline, bur/tæppe, vand skål/vand, lækre godbidder, stambogen og vaccinationsbogen til hunden og evt. en stol til pauserne.
Udstillingen Det er altid en god ide at komme tidligt på udstillingsdagen. På den måde når din hund at vænne sig lidt til alle lydene og lugtene, der er, og du når selv at falde lidt ned, inden du skal ind med hunden. Det er helt naturligt at være lidt nervøs de første gange, så du skal ikke lade dig skræmme. Alle de, der render rundt i smarte show suites og ser ud, som om de har gjort det i 100 år, vi har alle været nybegyndere. På klubbens udstillinger byder vi godmorgen og fortæller lidt om hvem, I kan kontakte, hvis I har nogen spørgsmål, og vi er altid til rådighed, også på telefon eller mail inden udstillingen, så har du nogen spørgsmål, så tøv endelig ikke med at kontakte os.
En udstillingsring er faktisk en firkant, på ca.10*10 meter, så når jeres klasse starter, bliver I kaldt ind af
ringpersonalet, og de vil fortælle jer, hvor i skal stille jer op. I skal stå i nummer rækkefølge og skal derfor bære nummeret synligt på jer. Dommeren vil derefter kigge på alle hundene og bede jer løbe 1-2 omgange. Derefter kommer den første hund på bordet for at få sin bedømmelse Når dommeren har gennemgået hunden, vil han / hun ofte bede dig om at gå en trekant og evt. frem og tilbage. Dette gør de for at se din hunds bevægelser rigtigt.
Når dommeren er færdig med din hund, får du den første bedømmelse.
Først er det baby og hvalpe: Lyserødt bånd - Særdeles lovende (Baby og hvalpe klasse) Lyseblåt bånd - Lovende (Baby og hvalpe klasse) Gult bånd- Mindre lovende (Baby og hvalpe klasse)
Når alle hunde i din klasse er bedømt, skal dommeren til at placere klassen. Der bliver placeret 1-4 i hver klasse, i baby- og hvalpeklasse, kan man kun placeres, hvis man har fået SL (lyserødt bånd). Fra Junior og opefter er det Excellent (rødt bånd) og Very good (blåt bånd), der kan placeres. Dem med blåt bånd bliver dog kun kaldt ind, hvis der er under 4 med Excellent i klassen. 1. Vinder: Rødt bånd 2. Vinder: Blåt bånd 3. Vinder: Gult bånd 4. Vinder: Grønt bånd
Vinder din hund baby- eller hvalpe-klassen, skal den så ind mod den baby eller hvalp, der har vundet i det modsatte køn og konkurrere om at blive Bedste Baby eller Bedste Hvalp. Dette sker, når babyklassen er overstået og igen, når hvalpeklassen er færdig og inden, man går i gang med de officielle klasser.
Babyklasse og hvalpeklasse er uofficielle klasser. Her kan hvalpen og du som evt. ny udstiller øve jer på den hyggelige oplevelse, som en udstilling er.
Bedømmelser i officielle klasser: Junior, mellem, åben, champion og veteran
Rødt bånd- Excellent
Blåt bånd- Very Good
Gult bånd- Good
Grønt bånd- Sufficient
Brunt bånd - KIP ( Can not be judged)
Gråt bånd - Disqualified
Når alle hunde i din klasse er bedømt, skal dommeren til at placere klassen. Der bliver placeret 1-4 i hver klasse. Fra Junior og opefter er det Excellent (Rødt bånd) og Very good (blåt bånd), der kan placeres. Dem med blåt bånd bliver dog kun kaldt ind, hvis der er under 4 med Excellent i klassen. 1. Vinder: Rødt bånd 2. Vinder: Blåt bånd 3. Vinder: Gult bånd 4. Vinder: Grønt bånd
Når de så er placeret, kan dommeren vælge at give hundene CK, dette betyder Champion Kvalitet og er et bredt lyserødt bånd. Dette kan kun gives til hunde med Excellent, dvs. fra junior klasse og opefter. De, der har fået CK, skal så ind og konkurrere om at blive bedst i køn, senere på dagen, dvs. bedste han eller bedste tæve.
Bedst i køn
Har din hund fået CK, skal du så ind i konkurrencen om Bedst i køn (hvilket er, når alle klasserne i samme køn er blevet bedømt). Der kigger dommeren igen på alle hundene, beder dem løbe nogen runder osv. Derefter vælger dommeren 4 hunde ud, som bliver placeret fra 1-4. Der bliver så uddelt Certifikat, Reserve Certifikat, og på DKK udstillingerne bliver der uddelt CACIB og Reserve CACIB. • Rødt/hvidt bånd – Dansk Certifikat (CAC) • Lyseblåt bånd – Dansk Reserve Certifikat (RES. CAC) • Hvidt bånd – Internationalt Certifikat (CACIB) • Orange bånd – Internationalt Reserve Certifikat (Reserve CACIB)
Til sidst skal Bedste han og Bedste tæve ind og konkurrere om at blive Bedst i Racen, det kalder vi BIR og Bedst i modsat hedder BIM.
Klasser
Babyklasse: Alle hvalpe fra 3-6 måneder Hvalpeklasse: Alle hvalpe fra 6-9 måneder Juniorklasse: Alle hunde fra 9-18 måneder Mellemklasse: Alle hunde fra 15-24 måneder Åbenklasse: Alle hunde fra 15 måneder og op efter Championklasse: Alle hunde der inden udstillingen er blevet Champion, min. alder i CH klassen er 15 måneder. Veteranklasse: Alle hunde over 8 år. Hunde i Junior- og Veteran-klassen kan ikke modtage CACIB.
Kvalitetsbedømmelse - hvad betyder de?
For hver enkelt hund foretages først en kvalitetsbedømmelse. Der kan tildeles følgende kvalitetspræmieringer:
EXCELLENT (fortrinlig) tildeles en hund, som kommer meget tæt på den ideelle standard for racen, som fremvises i fortrinlig kondition, har et harmonisk, velafbalanceret temperament og er af høj klasse. Hundens fremragende racemæssige egenskaber tillader, at ubetydelige fejl kan ignoreres. Hunden skal have tydeligt kønspræg.
VERY GOOD (meget god) tildeles en hund, som besidder sin races typiske træk, som har velafbalancerede proportioner og er i god kondition. Mindre fejl kan tolereres, men ingen væsentlige anatomiske fejl. Denne præmiering kan kun gives til hunde af høj kvalitet.
GOOD (god) tildeles en hund, som er racetypisk, og hvis eksteriørfejl ikke er mere fremtrædende, end at den kan siges at være en god repræsentant for sin race.
SUFFICIENT (tilstrækkelig) tildeles en hund, som svarer til racens standard, men som ikke besidder de generelt ønskede karaktertræk, eller hvis fysiske tilstand er mangelfuld.
Der kan endvidere gives CANNOT BE JUDGED eller DISQUALIFIED. CANNOT BE JUDGED (kan ikke bedømmes) betegner, at dommeren ikke kan afgøre, hvilken præmiegrad hunden fortjener.
DISQUALIFIED er en diskvalificerende betegnelse og gives til hunde, som har anatomiske, typologiske eller psykiske fejl.
Vi glæder os til at møde dig og din hund på udstillinger