Episodic Falling Syndrome - cavalierklubben.dk

Episodic Falling Syndrome hos

Cavalier King Charles Spaniels

Episodic Falling Syndrome (EFS) er en arvelig lidelse, som er beskrevet første gang i 1960’erne. Sygdommen er beskrevet hos flere racer, her i blandt Cavalier King Charles Spaniel (CKCS), Skotsk Terrier, Bischon Frisé, Boxer, Dalmatiner og Shetland Sheepdog.

Lidelsen går under flere navne, blandt andet: hyperexplexi, muskel hypertonisitet og paroxysmal motionsinduceret dystoni/dyskinesi.

Den egentlige årsag til lidelsen er endnu ukendt.

I Danmark kendes der til enkelte tilfælde af lidelsen, men den præcise udbredelse kendes ikke. Fra blandt andet England, USA og Australien rapporteres om en stigning af antallet af hunde med sygdommen.

Symptomerne på sygdommen kan variere fra milde til svære. Eksempler på symptomer er:

- let tab af balance- og/eller koordinationsevne

- stiv/stikkende gang

- krumning af ryggen

- krampe i kæbemuskulaturen

- spasmer/kramper i for- og/eller bagben

- problemer med at rejse sig

Symptomerne nævnt er blot eksempler. Der forekommer andre og fælles for dem alle er, at de ses i mildere eller sværere grad. Klassisk for EFS er, at hunden er ved bevidsthed under anfaldene og at hunden ikke umiddelbart er smertepåvirket.

Anfald udløses typisk ved motion, ophidselse, stress eller varme og de fleste hunde er stort set upåvirkede efter et anfald.

EFS viser sig typisk før 5 måneders alderen, men kan vise sig i alle aldre, forekommer hos begge køn og indenfor alle fire farvevarianter.

Diagnosen EFS stilles ud fra symptomerne. En video af hundens anfald kan hjælpe dyrlægen til diagnosen. Der er i dag ingen test, der kan påvise EFS, men forskere håber på at kunne lokalisere genet, der koder for sygdommen og på at kunne udvikle en genetisk test.

EFS kan i nogle tilfælde behandles med stoffer, der også bruges til dyr med epilepsi, men i mange tilfælde er virkningen begrænset.

Et 10 år langt studie foretaget af en cavalier opdrætter fra New Zeeland har vist, at arvegangen for EFS er med meget stor sikkerhed recessiv, hvilket betyder, at en hund skal have 2 syge gener for at være sygt. Det betyder også, at en hund kan være bærer af sygdommen uden at vise symptomer og dermed give sygdommen videre til afkommet uden opdrætters vidende.

Avlsanbefalingerne fra udlandet er, at man undlader avl på hunde, der er:

1) diagnosticeret med EFS

2) kuldsøskende til hunde diagnosticeret med EFS

3) forældre til hunde diagnosticeret med EFS

4) bedsteforældre til hunde diagnosticeret med EFS

Som nævnt ovenfor, er der i dag ingen test, der kan verificere EFS og dette gør EFS til en sygdom, som i høj grad kræver ærlighed og åbenhed, hvis vi som opdrættere skal forhindre sygdommen i at blive et stort problem i racen.

For yderligere information: